Zen buddhisme og familieliv

Kristelig Dagblad

Tim Pallis

Den buddhisme, som jeg tilslutter mig, er Rinzai zen buddhismen, som kom til Japan fra Kina i 1200-tallet. I denne form for buddhisme er der ingen Gud og skaber. En af mine mange zen lærere i Japan har sagt: "Gud er menneskets opfindelse. Derfor er Guds natur blot et mindre mysterium. Det dybe mysterium er menneskets natur". I zen kaldes det buddhanaturen.

Zen har ingen tro i kristen forstand, men der er en spirituel længsel efter at realisere buddhanaturen. Zen er derfor en spirituel ateisme.

Jeg har praktiseret Zen buddhistisk meditation i mere end 40 år. I 1969 rejste jeg til Japan for at lære zazen, siddende meditation. Siden har jeg besøgt Japan mange gange og fortsætter min træning i zen hos forskellige zen mestre i templer og klostre. Det er et livslangt engagement, som i virkeligheden kræver ens opmærksomhed minut efter minut, dag og nat, år efter år. Det holder aldrig op.

Lige så længe som jeg har praktiseret zen dagligt, har jeg været gift med min japanske kone, som jeg traf første gang jeg besøgte Japan. Jeg har haft fast arbejde på Det kgl. Bibliotek i 32 år og vi har en søn sammen. Jeg har således levet et ganske almindeligt stabilt familieliv i hele den tid, hvor jeg har helliget mig studiet af zen buddhismen. Zen har følgende korte og klare bekendelse:

En særlig formidling udenfor skrifterne

Ikke afhængig af ord og begreber

som peger direkte på bevidstheden

For at se sin egentlige natur og blive en buddha

Zen buddhismen er i virkeligheden en monastisk religion med kloster træningsskoler for munke. Men mange små zen templer er i dag familieejede uden statsstøtte. De lever derfor af turistbesøg og begravelser. Familiens ældste søn skal overtage forretningen efter sin far, som er abbed.

Både min kones og mine forældre var ateister. Vi er begge opdraget af historikere med et kritisk syn på religion. Min kone har ingen religion, og jeg plejer at svare den, der spørger, om jeg er buddhist, at det er jeg, hvis man kan være det. I buddhismen er der intet "selv", og at objektivere sig selv på den måde er dualistisk og ikke særlig buddhistisk.

Jeg opfatter ikke mig selv som troende. Men det engelske ord "faith" giver stor mening i modsætning til "believe". Alligevel spiller zen en betydelig rolle i mit familieliv, men det er der vist ingen der ved. Det taler vi nemlig aldrig om hjemme, for min kone har slet intet forhold til det. Men hun har reelt accepteret, at jeg dagligt bruger en time til at praktisere zen.

Min tilslutning til zen buddhismen har ikke haft opdragelsesmæssig indflydelse på de værdier og traditioner, som min søn og nu børnebørn tager med sig. Jeg har absolut intet ønske om at indlemme dem i mit eget spirituelle liv. De skal nemlig selv have lov til at opdage den rigdom, der er ved at engagere sig i et spirituelt liv. De ved godt, at jeg har et åndeligt liv, men da jeg ikke pådutter dem min livsopfattelse, føler de sig frie til at opfatte det som noget kuriøst ved mig.

Når det er sagt, så skylder jeg de kristne læsere at uddybe den menneskelige side af buddhismen, som er bedst formuleret i de 4 løfter, man som buddhist sætter sig i livet. Hver dag fremsiger man disse løfter på samme måde, som man fremsiger "Fader vor".

Levende væsner er ikke afgrænselige - de bør befris.

Mentale og emotionelle hindringer er ikke svækkede - de bør afvises.

Dørene til dharmaen kan ikke tælles - de bør kendes.

Buddhas vej er uforlignelig - jeg bør forblive på den.

Denne oversættelse er tilpasset en betydningsfuld lutheransk gerundiv, som jeg synes er bedre end den traditionelle oversættelse, som siger: "Jeg lover" at befri, afvise, kende og forblive. I zen er det vigtigt at forstå, at man ingen fortjeneste får af sit engagement, men at man er modtager af alt. Livet er en nådegave lige meget om det går godt eller skidt.